Anders Sandøe Ørsted ("Ørsted") blev født d. 21. december 1778 i Rudkøbing og var dansk guldalders mest fremtrædende jurist.

1793 rejste Anders Sandøe Ørsted og hans storebor Hans Christian Ørsted til København, og året efter tog de begge studentereksamen. 

Ørsted blev som 21-årig nyudklækket juridisk kandidat, dommer i Hof- og Stadsretten i København og senere embedsmand i Danske Kancelli. Efter 1848 var han i perioden 1853-54, regeringsleder, idet Ørsted udnævntes til kultur- og indenrigsminister samt premierminister efter indførelsen af Junigrundloven. 

Som dommer udsendte Ørsted juridiske tidsskrifter med artikler og publicerede domme fra Hof- og Stadsretten og Højesteret. Hans juridiske forfatterskab er grundlæggende for dansk retsvidenskab. Han skrev talrige afhandlinger og monografier om centrale juridiske emner. Ørsteds hovedværk er "Haandbog over den danske og norske Lovkyndighed", der udkom i seks bind 1822-35. 

Ørsted var gift med digteren Adam Oehlenschlägers søster Sophie Wilhelmine Bertha Oehlenschläger (1782-1818). Efter Sophies død blev Ørsted gift igen med Mathilde Elisabeth Rogert (1782-1824).

Ørsted døde d. 1 maj 1860 og er gravlagt på Frederiksberg Ældre Kirkegård.